Odense Zoologiske Have
Odense Zoo er blevet et samlingssted for familier, såvel som unge. Igennem årene er dens popularitet eksploderet i takt med at flere dyr og faciliteter er kommet til. Odense Zoo åbnede for første gang i 1930, og dengang rummede dyrehaven to aber, en påfugl, et dådyr, et muldyr og et par marsvin. Det var Christian Jensen, der stod bag åbningen i 1930 og siden blev dyrehaven statsanerkendt. I de følgende år gik det stærkt, dyrehaven fik mere og mere plads, og i dag rummer den alt fra giraffer til Perlehøns, som alle trives rigtig godt, hvilket også understreges af de mange dyr, som bliver født i haven.
Odense Zoo har åben for besøg hver eneste dag, og faktisk er haven i dag så stor, at man næsten ikke kan nå at se det hele på én dag. Derfor er det en fordel, hvis man har udvalgt sig nogle dyr eller lande på forhånd, som man gerne vil besøge. Undervejs kan man tage et smut forbi én af de mange kiosker og få en tiltrængt is eller en kop kaffe, hvis man har brug for det. Bliver dyrene for meget i længden, kan man også snuppe en halv time på en legeplads, hvor der er garanti for at de små børn finder nogle legekammerater.
Kom helt tæt på dyrene
Det gode ved Odense Zoo er, at de byder gæsterne helt tæt på dyrene. Faktisk så tæt, at man kan få lov at fodre nogle af dem, vil man hellere en tur på vandet, kan man hoppe i en båd og tage en sejltur på åen, hvor en guide vil fortælle om diverse dyr, der bor i haven. Det er anbefalelsesværdigt at holde øje med Odense Zoo’s hjemmeside (www.odensezoo.dk), her har du mulighed for at følge med i, hvad der sker i haven. Det kunne eksempelvis være, at børnene vil fodre girafferne, jamen så går du bare ind under fanen ”Det sker” og kigger på hvilke dage det er muligt, og hvornår på dagen det finder sted.
En lille bonus
Hvis du er bosat på Sjælland og dermed skal over broen, så har du mulighed for at få din entré til Odense Zoo billigere. Hvis du ejer en BroBizz, viser du dit BroBizz ID-Kort mærket Øst eller Ø i billetkontoret, på denne måde får du 20% rabat på din billet. (gælder maks 7 personer.). Hvis du også gerne vil billigere hjem, så har du også mulighed for at købe en billet til Storebælt til 140 kr., som du bruger i den manuelle bane på hjemturen. Det samme tilbud kan du få, hvis du betaler med kontanter på Storebælt, når du kører hjemmefra. Du gemmer bare kvitteringen og så får du 20% rabat på din entrébillet til Odense Zoo hos Billetkontoret.